Cypres

Udbredelse
Ædelcypres stammer fra det sydligere Oregon, hvor den findes i en smal stribe langs Stillehavets kyst. Den blev indført til Europa i midten af 1800-tallet. I starten blev den kun anvendt i parker og haver, men efterhånden er den også blevet plantet i skovene. I Havrerum på Brahetrolleborg på Sydfyn ses cypresbevoksninger, der bruges til klippegrønt.

Udseende
Cypres er som andre nåletræer stedsegrøn. Det vil sige, at den altid er grøn – også om vinteren. Den taber ikke sine nåle, ligesom løvtræerne taber deres blade. Cypres når i sit hjemland højder på omkring 60 meter og diametre på ca. fire meter. I Danmark bliver den noget mindre. Barken er rødbrun til gråbrun. På unge træer er barken tynd og glat, men den bliver ret hurtigt længdefuret. På gamle træer er den tyk og filtet. I modsætning til thuja har cypres hængende topskud, der danner et C, ligesom i cypres. Skuddene er endvidere smallere og finere med grøn overside og mere eller mindre hvid til hvidgrå, uregelmæssigt spættet underside. Bladene er små, skællede og med en rund kirtel. Hanblomsterne er små og rødlige. De sidder som små ”kogler” for enden af grenene. Hanblomsterne åbner sig i marts – april. Hunblomsterne er små blågrønne kogler. Koglerne er kugleformede, ca. otte mm i diameter og med omkring otte skjoldagtige, træagtige kogleskæl.

Voksested
Cypres trives på jorde med en god vandforsyning og forholdsvis høj næringsstoftilførsel.

Anvendelse
Veddet er let, med brunlig kerne og lys splint. Det er sejt, let spalteligt, forholdsvist hårdt og svagt glinsende. Det indeholder æteriske olier, der virker frastødene på bl.a. møl. Derfor er kister og skabe, der er lavet af ædelcypres, særligt gode at opbevare sit tøj i. De afskårne grene anvendes som pyntegrønt.

Lærk

I Danmark findes overvejende to arter af lærk, en europæisk og en japansk. Desuden findes en krydsning mellem disse arter, der kaldes hybridlærk.

Udbredelse
Europæisk lærk findes naturligt i Alperne fra Nice til Wien, i Sudeterne, i Tatra-Karpaterne samt i et større område i det sydlige og centrale Polen. Den blev indført til Danmark i slutningen af 1700-tallet. Den japanske lærk findes oprindeligt i den centrale del af øen Honshu, men dyrkes i Nord- og Sydjapan. Den kom først til Danmark i slutningen af 1800-tallet. I Tinghus Plantage i Gribskov står en bevoksning af europæisk lærk anlagt af J.G. von Langen i 1776. Der er stadig en del træer tilbage, og de højeste er omkring 43 meter.

Udseende
Lærken bliver normalt mellem 25 – 35 meter høj. På unge træer er barken grålig. Når træet er omkring 20 år gammelt, dannes en kraftig skorpebark. Den europæiske lærk har grågullige årsskud, hvorimod den japanske lærk har rødviolette ofte blåduggede skud. Typisk for den japanske lærk er endvidere, at dens grene er ret grove, lange og vandret udstående. Hos den europæiske lærk er nålene 2 – 3 cm lange, friskgrønne og med fladt rudeformet tværsnit. Nålene hos den japanske lærk er 3 – 3,5 cm lange og mere blågrønne. Kogleskællene er under blomstringen meget små og grønne til svagt rødlige. Hos den europæiske lærk er den modne kogle 2,5 – 4 cm lang, lysebrun og 1,5 – 2 cm bred. De tynde kogleskæl sidder tæt sammen. Hos den japanske lærk er koglerne lidt mindre. Kogleskællene er i spidsen udadbøjede og bølgede i randen. Lærken stiller ikke de store krav til voksested. Den europæiske lærk trives dog bedst på næringsrige dybtgrundede jorde. Den tåler dårligt frost. Den japanske lærk trives på såvel sandjorde som på fladgrundede lerjorde.

Anvendelse
Veddet har tydelig markering af årringe og ligner fyr. Splinten er gullig-hvid, og kerneveddet er svagt rødbrunt i frisk tilstand. Kuløren på kerneveddet bliver mørkere brunt efter tørring og lys-eksponering. Kerneveddet indeholder store mængder harpiks. Lærk anvendes og opskæres i blanding med rødgran. Der er dog en stigende efterspørgsel efter lærk pga. kerneveddets naturlige holdbarhed. Lærk anvendes i stigende grad til produktion af havemøbler, pæle og hegnsmateriale. Mere traditionel anvendelse af lærketræ er beklædning til lystbåde, husbygning, snedkertræ, finer m.m.

Rødgran

Udbredelse

Rødgranens naturlige udbredelsesområde er det meste af Østeuropa, det nordlige Skandinavien over Rusland til Sibirien.

Rødgran er indført til Danmark omkring 1730. Rødgranen vandt for alvor frem sidst i 1800-tallet, da man begyndte at tilplante de jyske heder. I dag er rødgran en af dansk skovbrugs hovedtræarter, og den er almindelig i hele Danmark, især i Jylland. Den findes på omkring 132.000 ha, hvilket svarer til 27 % af det samlede skovareal i Danmark.

Udseende

Rødgran er et rankt nåletræ, der kan blive op til 40 meter højt. Normalt bliver det omkring 30 meter på god veldrænet lerjord og omkring 20 meter på mager sandjord. Kronen er kegleformet – som et juletræ. Grenene vokser i kranse rundt om stammen. Mellem grenkransene sidder der mindre grene. Barken på de unge træer og de unge skud er rødbrun. Derfor hedder den rødgran. På ældre træer er stammen grålig, og barken skaller af i tynde runde flager.

Nålene er grønne og ens på alle sider. I tværsnit er de firkantede. En grannål sidder på træet mellem fem og syv år, før den falder af.

Rødgran er det, man kalder enbo. Det betyder, at både han- og hunblomster sidder på samme træ. Hunblomsterne sidder i toppen af træet i røde blomsterstande, der ligner kogler. Hanblomsterne sidder i den mellemste og nederste del af kronen i små røde blomsterstande, der også ligner små runde kogler. Bestøvningen foregår ved vindens hjælp.

Det er ikke hvert år rødgran blomstrer, men når det sker, springer hunblomsterne ud først. Når hunblomsterne på et træ er blevet bestøvet med pollen fra andre træer, springer hanblomsterne ud. På den måde undgår træet at bestøve sig selv, og dermed undgås indavl.

Når hunblomsterne er blevet bestøvet, udvikler blomsterstanden sig til en grankogle. Den bøjer sig nedad, så koglen kommer til at hænge under grenen. Grankoglerne er modne samme efterår. De er mellem 10 og 16 cm lange og rødbrune med afrundede læderagtige kogleskæl. Inde mellem skællene sidder de små frø, som drysser ud og spredes med vinden det følgende år. Frøene har små vinger, og de kan flyve flere hundrede meter med vinden.

Voksested

Rødgran er nøjsom. Den vokser fint, så længe jordbunden ikke er helt næringsfattig. De bedste voksesteder er løse, lette lerholdige sand- og grusjorder. Rødgran trives ikke særlig godt på en stiv lerjord. Den vokser ganske vist meget hurtigt, men når den bliver 40 – 45 år går den i stå i vækst, og den er ret udsat for at vælte i storm. Rødgran kan heller ikke tåle salt i luften. Derfor plantes den ikke ud til havet, især ikke langs den jyske vestkyst.

Anvendelse

Veddet er hvidgulligt uden farveforskel mellem hjerteved (ufarvet kerneved) og splint. På nyfældede stammer er splintveddet mørkere end hjerteveddet pga. højere vandindhold. Veddet er forholdsvist blødt og let. Årringene er tydelige.

Bortset fra fyrretræ er ved fra rødgran det meste brugte træ i Danmark. Træ fra rødgran bliver brugt til meget forskelligt. Først og fremmest til tømmer, planker, lægter, brædder og som limtræ og tagspær til husbyggeri. De mindre gode dele af træet bliver brugt til fremstilling af papir, kasser, paller og spånplader. Rødgran af særlig god kvalitet bruges også til specielle ting som musikinstrumenter, master og møbler.